Santorini, græsk ø i Kykladerne, ligger 4 timers sejlads nord for Kreta. Santorini har haft en dramatisk historie, da øens nuværende form er skabt af et meget voldsomt vulkanudbrud for ca. 3500 år siden. Toppen blev sprængt væk og kun ca. halvdelen af den østlige står tilbage som en halvmåne. I forlængelse af rundingen ligger øen Thirassia og den lille ubeboede ø Aspronisi. Da siderne blev spængt væk, trængte vand ind og i midten er skudt 2 øer op, hvoraf den største Nea Kameni stadig er en altiv vulkan. Oppe på kanten af hovedøen ligger de 3 sammenbyggede byer Fira, hovedby, Firostefani og Imerovigli. Fra disse 3 byer er der en formidabel smuk udsigt ud over calderaen (det indsunkne krater) med de 4 øer, sejlskibene og krydstogtskibene, og der er kig op nord på til byen Oia (Ia) og mod den sydligste ende, hvor øens fyrtårn er bygget.

 

 

 

 

Santorini har egen lille lufthavn, bygget i 1977. Den ligger på det flade stykke land mod øst, og man lander lige nord for Kamari, hvor man fra stranden og hotellerne kan holde udkig med landende fly dagen igennem. Der kommer mange turister til Santorini, men alligevel er det en dejlig ø med skønne oplevelser, både i form af strandliv, en masse gode restauranter, naturoplevelser, kulturelle og arkæologiske oplevelser.

Santorini er en meget romantisk ø, og gør en del ud af at arrangere bryllupper, i Fira ligger særlige honeymoon-hoteller. Flere restauranter reklamerer med menu for 2. Santorini er ca. 75 km² og selve calderaen har et areal på 22 km².

Kommer man sejlende til kan man fra søsiden nyde synet af de flotte vulkanlag i hovedøens stejle side ind mod calderaen. De hvide huse i Fira ligger som en snebeklædt kant 300 meter oppe over havoverfladen. Calderaen er meget dyb, og tankevækkende er det, at det nordlige bassin neden for Oia er 400 meter dybt.

Skulle man være særlig interesseret i øens tilblivelse gennem tiderne, kan bogen " Ilden i havet" af den tyske geolog  Walter L. Friedrich anbefales (er oversat til dansk).


Følgende er skrevet ud fra vores oplevelser på Santorini, dels i august 2004 samt september 2008. Desuden har jeg været der på et krydstogt fra Athen i 1977, var dog ved den lejlighed ikke i land, men husker indsejlingen i calderaen som noget helt unikt; der skulle altså gå 27 år inden gensynet.

Besøg  
009013