Vi bruger Cookies!     

         
 X     
santorini

- ferie med natur og kultur


 

Det er nemt at køre selv på Santorini. Skaf et godt kort, gerne det man kan købe i 1:25.000,  hvor alle veje er på. Køb det i en af butikkerne på strandpromeden i Kamari eller måske kan det også købes hos boghandelen på torvet samme sted. (skråt over for Kamari Tours)

Vi plejer at leje bil 1 dag eller 2, så man kan nå at se "det hele". Vi kører på sydøen den ene dag og nordøen dag 2. Vi har også prøvet at leje ATV, det er en rigtig fin måde at komme rundt på, og så slipper man for at komme ind i en overhed bil, når man har set på seværdigheder.

Sydøen:

kør ad hovedvejen Fira-Perissa og drej mod syd mod Akrotiri, udgravningerne her bør man næsten se, og om muligt, inden besøget først have set udstillingen af udgravede krukker, vaser, friser o.lign på Det arkæologiske Museum i Fira.

Ønsker man at komme ud til fyrtårnet, hold da øje med vejen til højre med skiltet "Faros", det kommer lige pludseligt ! Det er en fin tur langs kysten ind mod calderaen, og herfra har man udsigt over hele krateret helt op til Fira og Oia,

 


Fyrtårnet syner ikke af meget, da der kun er et par etager, men det ligger også meget højt oppe på en pynt.

 

Det sydligste man kan komme på Santorini, fyrtårnet (Faros)

 

Udsigt fra fyrtårnet, det hvide er sand af pimpsten fra vulkanudbruddet ca. 1650 f. Kr.

Man kan parkere ved fyrtårnet og gå om foran og nyde den fantastiske udsigt herfra, og rigtig fint er det, hvis der skulle dukke et skib op, som er på vej ind/ud af Athinios.


Længere fremme på hovedvejen retur vil man et sted køre forbi en butik (højre hånd), der er et fint udvalg af grønt og frugt og en lille gårdhave med små borde og bænke. Da vi kom sad fatter ude foran og var ved at pille kapersbær af nogle stængler. Inden vi havde tænkt en tanke, fik vi udleveret en stort fad med diverse græske specialiteter inkl. flydende smagsprøver i små krus. Alt dette nød vi i gårdhaven, det var superlækkert med alt det søde, sure og syrlige, og bagefter måtte vi selvfølgelig ind i butikken og købe nogle meget smagfulde soltørrede tomater, oliven og lidt nødder mv.

 

 

Forskellige græske lækkerier, som kan nydes hos den lille vejshop.

 

Fatter står klar med en pose græske tomater i venstre hånd til de gode kunder, mens fruen serverer smagsprøver i gårdhaven.

 

Halverede tomater, som er ved at blive soltørret... lige ud til vejen !

 

De friske små tomater, som vi fik med hjem, uhm de var gode og smagfulde.

 Når man kører retur fra fyrtårnet vil der være en grusvej på højre hånd, der fører ned til en stenet strand. Mottoet her kunne være: for enden af enhver blind vej på Santorini, ligger der en  taverna, og det gælder også her. Et meget roligt sted med kun få turister.


 

Fra hovedvejen Fira-Perissa kan man dreje mod højre mod havnebyen Perissa. Et sted går en vej af til højre, drej af her og kør op på højdedraget ud forbi nogle vindmøller og videre til et udsigtpunkt, hvorfra man kan se ned til Vlychada. (Det er en af de veje, vi ikke har været på endnu !) 

Retur til hovedvejen, til højre mod Perissa, måske har man lyst at gøre ophold her. Herfra kan køres forbi en campingplads og langs stranden. Et godt stykke derudaf går vejen af til højre, og man kommer nu ud på et lavt landbrugsområde, hvor der dyrkes lidt korn og tomater,  nogle af de små furede, de vokser ikke i højden men henad jorden. Man ender ude ved Vlychada, hvor man drejer ned mod P-plads og havnemole, her ligger også 2 gamle fabrikker, hvor man har lavet produkter af tomaterne, dyrket i dette område. Den ene fabrik ligger øde hen, den anden på strandsiden ser ud til at være beboet.

 

 

Fra havnemolen i Vlychada med hotel, gammel vindmølle og
fiskerbåde

 

Taverna på havnen i Vlychada, her fås god græsk salat og gratis vind i håret.

 

Under halmtagets  skygge indtages en lækker salat med kapers, feta og oliven, rødløg, peber og masser af  friske røde tomater, uhmmm 

 

 

En af de gamle udtjente vindmøller højt på kanten af kysten.

Straks man har parkeret på P-pladsen ved de gamle tomatfabrikker, bliver man råbt an af en tjener, som forsøger at lokke os ind på hans ude-taverna lige i havstokken. Vi går dog først lige ned på molen og kikker på skibene og husene/hoteller/vindmølle ind mod land og nyder den smukke udsigt over hav og kyst. Derefter går vi retur og lader os overtale til en dejlig gang græsk salat. Når vi er på Santorini spiser vi græsk salat til næsten hver frokost, vi elsker den græske salat, som jo ikke findes bedre end under den græske sol.

På vej tilbage til Kamari/Fira kan man slå en smut op i byen Pyrgos, hvis man ikke har været der på en planlagt bustur. Pyrgos ligger meget højt, der er mulighed for at komme op til byens gamle borg, hvis man ellers kan finde vejen derop, der er labyrintiske stræder fra gammel tid, som blev lavet for at forvirre pirater i at indtage borgen.  Inde i byen findes en mini-rundkørsel, kører man lidt længere frem er der P-plads. Ved rundkørslen findes butikker og tavernaer, der findes en på en terrasse på 1. sal, her har vi fået den mest lækre græske salat på øen ! Lige til højre for denne taverna starter trapperne op til Pyrgos' borgområde. Det er lidt anstrengende at gå derop, borgen ligger ret højt. Der er et par butikker og et galleri deroppe. Man kan i skrivende stund ikke komme ind i borgen, men det er muligt at gå rundt om den, og heroppefra kan man kigge ned over landskabet med vinmarker og små flækker samt op til Fira.

Efter besøget på borgen fortsætter vejen videre ud af Pyrgos og op på øens højeste punkt  (567 m.o.h.) ved klostret Profitis Elias, bygget i 1711, og med kun 6 munke tilbage. Her er udsigten endnu mere fantastisk, da man kan kigge ned til sydøen også. Det er en god idé at komme tidligt, da den lille P-plads hurtigt bliver fyldt, især også når udflugtsbusserne begynder at komme. På vores sidste rejse gik vi faktisk videre op ad vejen til selve klostret. Porten i muren står åben, man kan komme ind i den lille klosterhave, hvor kirken også ligger. Herfra er der også en superskøn udsigt. Der er mulighed for at gå af bagvejen ud af en trappe, der fører ned til P-pladsen. Klostret er kun åbent for besøg en gang om året, nemlig den 20. juli på profeten Elias' fødselsdag !

Heroppe ved p-pladsen findes et lille militært område inkl. antenner, paraboler mv. for øens kommunkation med omverdenen.

 

Hyggelig bagind/udgang til klostret på toppen af bjerget Profitis Elias.

 

Kloster og -kirke inden for murene, et besøg værd.

 

Og ikke mindst den formidable udsigt til sydøen (og en enkelt turist)


#Tiltops

Opdateret 30/01/2015

Besøg  
055176